Narrativt konsulentarbejde
Den narrative tilgang er et af de nyeste skud på stammen, når det gælder konsulentarbejde i organisationer. At arbejde ud fra en narrativ tilgang som konsulent bygger på ideen om, at livet i organisationer skabes gennem fortællinger. En nyttig måde at skabe udvikling og gode resultater på, må derfor tage afsæt i organisationsmedlemmernes sprog og kommunikation.
Målgruppe
Kurset henvender sig til konsulenter, der ønsker at få indblik i den narrative tilgang og få ideer til, hvordan tilgangen kan anvendes i løsningen af konsulentopgaver i en organisatorisk sammenhæng. Deltagerne kan være en gruppe af interne konsulenter i en HR afdeling i en privat eller offentlig virksomhed. Det kan også være en konsulentgruppe i et større konsulentfirma. Forhåndskendskab til den narrative tilgang er ikke en forudsætning.
Udbytte
Deltagerne bliver introduceret til den narrative tænkning og får indblik i, hvordan man som konsulent kan arbejde med en narrativ tilgang. Kurset centrerer sig om følgende områder:
- Grundlæggende ideer og begreber i en narrativ tilgang
- At spørge og lytte til fortællinger
- At bane vejen for foretrukne og mere løfterige fortællinger
- Metodeovervejelser i anvendelsen af en narrativ tilgang
En rød tråd gennem dagene vil være, hvordan de narrative ideer og metoder kan kobles til deltagernes konkrete arbejdspraksis. Dagene vil give inspiration til arbejdet med både enkeltpersoner og grupper (fx i opgaver som coaching, supervision, teamudvikling og organisationsudvikling). Formen vil veksle mellem oplæg, øvelser og fælles refleksion.
Underviser: Gitte Haslebo