Print  

Anerkendende HR og organisationsudvikling

"Anerkendende udforskning er et livssyn, en tilgang og en række metoder til at skabe menneskelig udvikling og læring. Organisationskonsulenter har resultatskabelse gennem menneskelig udvikling og læring i organisationer som deres primære indsatsområde og kan med stor fordel for hele organisationen anvende den anerkendende tilgang i deres arbejde."

Fra forordet til bogen Anerkendende HR og organisationsudvikling - skab mening, handlekraft og bedre resultater (2008) af Maja Loua Haslebo og Danielle Bjerre Lyndgaard.

Målgruppe
Kurset henvender sig til konsulentgrupper, der ønsker at begynde på eller blive bedre til at arbejde med HR og organisationsudvikling gennem den anerkendende tilgang. Deltagerne kan være en gruppe af interne konsulenter i en HR afdeling i en privat eller offentlig virksomhed. Det kan også være en konsulentgruppe i et konsulentfirma.

Deltagergrupperne kan komme fra organisationer inden for alle brancher og uanset teoretisk og erfaringsmæssig baggrund og ballast. Forhåndskendskab til den anerkendende tilgang er ikke en forudsætning.

Deltagernes udbytte
I vil blive klogere på både teori, praksis og etik i den anerkendende tilgang til HR og organisationsudvikling. I får ideer og konkrete metoder til at løfte jeres arbejdsopgaver på konstruktive, meningsfulde og engagerende måder. Konkret bliver I klogere på den anerkendende tilgang til målinger og undersøgelser, udviklingstiltag og -samtaler, tiltrækning, rekruttering, fastholdelse og afvikling. I vil også få lejlighed til at se nærmere på nytteværdien af jeres mange mulige roller som konsulent. Som anerkendende organisationsudviklere vil I efter deltagelse i dette kursus kunne skabe mening, handlekraft og bedre resultater for ledere, medarbejdere og jer selv.

Indhold og form
I bliver introduceret til anerkendende udforskning og får indblik i, hvordan I som konsulenter kan arbejde med den anerkendende tilgang i forskellige organisationsudviklingsopgaver.

På kurset arbejder vi bl.a. med:

  • Hvordan forenes anerkendelse og udforskning med fastlagte krav og resultatmål?
  • Hvordan kan den anerkendende tilgang betyde ressourcebesparelser?
  • Hvordan kan der skabes mening med og mod til forandringsprocesser?
  • Hvordan kan der skabes fælles fokus og engagement i arbejdsfællesskaber?
  • Hvordan kan I håndtere brok, sladder, bebrejdelser og konflikter på en anerkendende måde?
  • Hvordan kan I anerkende og inddrage samtlige aktører uden at slippe kontrollen eller afgive ansvaret?
  • Hvordan skaber I en gensidigt anerkendende relation til egen leder eller kunder, og hvordan kan jeres deltagere bidrage til jeres procesledelse?

Hvis I ønsker svar på disse og lignende spørgsmål, er kurset højst sandsynligt noget for jer.

Gennemgående vil de anerkendende ideer og metoder blive koblet til deltagernes erfaringer og udfordringer med HR og organisationsudvikling. Dagene vil give inspiration til at arbejde med både enkeltpersoner, grupper og team samt hele organisationer.

Formen vil veksle mellem oplæg, øvelser og fælles refleksion.

Underviser
Konsulent og erhvervspsykolog Maja Loua Haslebo. Maja er medforfatter til bøgerne Etik i organisationer - fra gode hensigter til bedre handlemuligheder (2007), Anerkendende ledelse - skab mod, engagement og bedre resultater (2007), og Anerkendende HR og organisationsudvikling - skab mening, handlekraft og bedre resultater (2008), som alle er udkommet på Dansk psykologisk Forlag. 

 

Fakta 

Tid og sted
Kurset tilbydes som et internt virksomhedskursus.
Hvis du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte Maja Loua Haslebo på tlf. 39 62 05 05 eller e-mail mlh@haslebo-partnere.dk.

 

 

Anerkendende HR og organisationsudvikling
Sådan skaber du mening, handle­kraft og bedre resultater på arbejdspladsen!