Proceskonsulentuddannelse

Målgruppe

Proceskonsulentuddannelsen designes i et samarbejde mellem en kommune og Haslebo & Partnere. Uddannelsen udbydes af kommunen, som står for beslutninger om sammensætning af deltagergruppen, der kan være på 18-25 personer. Deltagerne er lærere, pædagoger, AKT-vejledere, etc., der har fået særlige muligheder for at fungere som ressourcepersoner på skolerne. Proceskonsulenternes opgave er at understøtte erfaringsbaserede læreprocesser og videnskabelse, der kan fremme en relationel skoleudvikling og nå skolens mål for inklusion.

 

Udbytte

Der kan være tale om forskellige former for udbytte afhængig af deltagernes erfaringer og forhåbninger og af proceskonsulentuddannelsens design og indhold. Her kommer nogle eksempler på udbytte:

  • At udvikle deltagernes relations- og kommunikationskompetencer
  • At få redskaber til at indgå samarbejdsaftaler med skolens aktører om den enkelte opgave
  • At blive opmærksom på, hvordan fortællinger om bestemte børn eller bestemte klasser formes i hverdagens kommunikation og få redskaber til at omforme fortællinger, der kan føre til stempling og eksklusion
  • At få viden og redskaber til at give sparring til den enkelte lærer eller lærerteam i forhold til deres aktuelle udfordringer
  • At lære at kunne udforme og improvisere læringsfremmende spørgsmål
  • At få begreber og metoder til at tilrettelægge og facilitere processer, der fremmer videndeling og videnskabelse mellem skolens aktører
  • At få viden og redskaber til at bygge bro mellem parterne i fastlåste situationer præget af uenighed, forskelle og konflikter
  • At kunne positionere sig forskelligt som proceskonsulent og vælge den mest hensigtsmæssige rolle i en given situation.
 

Forløb

Udviklingen af proceskonsulentuddannelsen starter med en indledende konsultation på 1½ time med deltagelse af direktøren for børn og unge/skolechefen, et par skolelederen og fx en lærer, pædagog og AKT-vejleder samt en-to konsulenter fra Haslebo & Partnere. Her drøftes formål, forhåbninger, design og rammer for proceskonsulentuddannelsen.
Uddannelsen består af 3-4 moduler på hver 2 dage.
Undervisningen vil være en vekselvirkning mellem oplæg, cases, øvelser, erfaringsudveksling og fælles drøftelser.

 

Det siger vores kunder:

"Uddannelsen har åbnet et nyt univers for mig. Den systemiske og anerkendende tilgang har bevæget mig i forhold til mit hidtidige udgangspunkt i rationelle og årsag- virkningsorienterede løsningsmetoder. Jeg har fået inspiration og indsigt i frugtbare og motiverende dialogbaserede metoder. Uddannelsens variation mellem teori, historier, øvelser og cases giver et godt og spændende læringsforløb." Tabita Sonne-Dalsø, Udviklings- og planlægningskonsulent, Ballerup Kommune (Hold 15)

"Konsulentuddannelsen har givet mig et rigtig godt udgangspunkt for at overveje, hvordan jeg skal gribe forskellige konsulentopgaver an. Begreber omkring fx kontraktindgåelse og domæneteori bruger jeg meget bevidst i forbindelse med både planlægning af og undervejs i mit konsulentarbejde." Nina Middelboe, udviklingskonsulent, Københavns Kommune (Hold 15)

"Med uddannelsen som systemisk konsulent har niveauet for udøvelsen af mit arbejde som konsulent fået et gevaldigt løft. I et miljø med god stemning, er vi blevet ført gennem brugen af anerkendende spørgsmål, domæner, positioner, metaforer og meget andet. Uddannelsen er bygget op om en meget passende blanding af oplæg og øvelser. Meget kompetente undervisere, der foruden egen kompetence forstod at sætte deltagernes kompetencer i spil. Uddannelsen kan anbefales på det kraftigste… og det er ikke bare ros - det er anerkendelse." Karen Fischer-Nielsen, organisationskonsulent, Danske Fysioterapeuter Hold 17)

"Efter at have deltaget i det intensive udviklingsforløb hos Haslebo & Partnere bliver jeg en fortsat skarpere iagttager og analytiker i forhold til, hvad jeg ser og hører, og hvordan jeg kan forstå det, der foregår omkring mig i professionelle sammenhænge (men faktisk også i mit private liv) - med alle de muligheder for at forblive aktør, som det indebærer." Dorte Lauenborg Nielsen, lektor på University College Nordjylland

"Gitte Haslebo fører både interne og eksterne konsulenter gennem en berigende proces af refleksioner over sprogets og fortællingernes skabende kraft. Med sin herligt formidlingsvenlige, charmerende og nysgerrige stil skaber Gitte grobund for, at vi som konsulenter kan komme tilbage i organisationerne - og i samfundet generelt - som lyttende, nysgerrige og anerkendende personer. Her fra kan vi forhåbentlig være med til at gøde jorden for medarbejdere, ledere og organisationer, således at mål og visioner nås med arbejdsglæde, kreativitet og tolerance, netop med blik for forskelligheder og andre mulige løsninger på store og små opgaver. Tak for god forplejning og mødet med andre nysgerrige konsulenter." Anne Boukris, konsulent, Center for kunst og interkultur (Hold 22)

 

Litteratur

Lang, P. & McAdam, E. (2010): Anerkendende arbejde i skoler. At skabe fælles trivsel.Forlaget Mindspace.

Haslebo, G. (red.)(2003): Konsultation i organisationer. Hvordan mennesker skaber ny mening. Dansk Psykologisk Forlag.

Haslebo, M. L. & Lynggaard, D. B. (2008): Anerkendende HR og organisationsudvikling. Skab mening, handlekraft og bedre resultater. Dansk Psykologisk Forlag.

Schnoor, M. (2009): Narrativ organisationsudvikling. At forme fælles mening og handling. Dansk Psykologisk Forlag.