Anerkendende brugerevaluering
Workshoppen afholdes internt i jeres organisation. Tid og sted kan aftales med Gro Emmertsen Lund på tlf. 42 36 84 50.
Er I optaget af at udvikle jeres organisation gennem brugerinddragelse? Spiller også jeres brugere en større rolle i kvalitetsudviklingen af jeres keneydelser? Får I nok ud af jeres evalueringsindsatser?
Der evalueres i stor stil i danske organisationer i disse år, men alt for mange får alt for lidt ud af arbejdet.
Vi har derfor udviklet en workshop, hvor der bliver stillet skarpt på nyttig teori om evaluering, læring og udvikling, forskellige evalueringsmodeller, involverende spørgsmålsformuleringer og vigtige procesovervejelser.
Vi håber med denne workshop at kunne bidrage til en forbedret evalueringspraksis, der styrker relationerne mellem brugere og organisationen, skaber vigtig viden til organisationsudvikling og understøtter et lærende arbejdsfællesskab.
Målgruppe
Workshoppen retter sig mod ledere, konsulenter og evalueringsansvarlige medarbejdere, der ønsker at professionalisere deres arbejde med brugerevaluering. Det kan være personer, som skal i gang med en bestemt brugerevaluering eller erfarne ledere og konsulenter, der vil udvide deres faglige forståelser og kendskab til nyttige evalueringsmetoder og -modeller.
De brugere, der indgår i evalueringerne, kan være borgere, der har kontakt med borgerservice, borgere i bo-tilbud, forældre til børn i dagpleje og daginstitutioner, biblioteksbrugere, studerende på uddannelsesinstitutioner, elever i konfirmandundervisning, unge i sportsforeninger, forældre til børn i den kommunale tandpleje, brugere af specialundervisningstilbud og mange andre.
Udbytte
Workshoppen gennemføres med udgangspunkt i den nyeste evalueringsteori og i en anerkendende og udforskende tilgang til kvalitetsforbedringer og organisationsudvikling.
Indholdet kobles tæt til deltagernes egne erfaringer og de aktuelle evalueringsopgaver i organisationen.
På workshoppen får I:
- Indsigt i teori om forskellige brugerinddragende evalueringsmodeller
- Indsigt i, hvordan den anerkendende tilgang kan bruges i evalueringsmetoder, spørgsmålsformuleringer og procestilrettelæggelse
- Flere redskaber til at lede anerkendende dialogprocesser under og efter en brugerevaluering
- Indsigt i, hvordan spørgsmål kan skabe en nyttig og respektfuld positionering af brugere, ledere og medarbejdere
- Mulighed for at arbejde med en konkret udfordring med brugerevaluering i jeres organisation
- En reflekteret forståelse af, hvordan faldgruber i evalueringsarbejdet kan undgås, og hvordan I kan bidrage til, at evalueringen skaber nyttige resultater for organisationen.
Underviser
Gro Emmertsen Lund underviser på workshoppen.Gro er evaluerings- og organisationskonsulent i Haslebo & Partnere.
Gro Emmertsen Lund, Master i evaluering fra Syddansk Universitet, har erfaringer med brugerevaluering i kommuner og uddannelsesinstitutioner. Desuden er hun medlem af Dansk Evalueringsselskab og andre netværk for professionelle evaluatorer.
Hun er forfatter til artiklerne:
Gro Emmertsen Lund (2011). Femte Generation Evaluering i Dansk Evaluerings Selskabs Tidsskrift, Evalueringsnyt, nr. 27 s. 10-15.
Gro Emmertsen Lund (2010). Evaluering i et socialkonstruktionistisk perspektiv i Relationel Praksis -tidsskrift om ledelse og organisationsudvikling, vol. 1, nr. 2, s. 25-33.
Et anerkendende og udforskende læringsrum
I Haslebo & Partnere er vi især optaget af, hvordan organisationsmedlemmer kan arbejde strategisk med udviklingen af det organisatoriske fællesskab, så målsætninger nås, samtidig med at de involverede aktører oplever meningsfuldhed, arbejdsglæde og blik for egne og andres bidrag.
Som konsulent bidrager Gro til at skabe et anerkendende og udforskende læringsrum i en faglig stærk ramme, hvor deltagerne får mulighed for at tænke højt om egne overvejelser om udvikling, ledelse og anvendelse af evalueringer samt få sparring på aktuelle udfordringer i egen organisation eller kundeorganisationer.